Fact:
Vi ved, at rollemodellers brug af snus smitter, og at det har en effekt, når voksne sætter grænser for de unge.
Brug af tobak og snus smitter. Børn og unge kopierer i høj grad voksne, og særligt voksne rollemodeller. Vi ved, at voksne og rollemodellers italesættelse og nysgerrighed betyder noget. Også når det gælder tobak og tobakslignende produkter. Spørg ind til den unge, hvis du tænker, at der eksperimenteres med nikotinprodukter. Hvilke produkter er det? Hvem er det sammen med? Hvornår er det?
Tydeliggør din holdning. Undersøgelser viser, at det gør en forskel for de unges adfærd, når de voksne sætter grænser.
Børn og unge spejler sig i den kultur, de mennesker og de normer, de møder i deres hverdag – det gælder også for brug af snus. Derfor kan man se, at rygning eller brug af snus blandt familiemedlemmer, venner og kammerater, kan være afgørende for, om børn og unge selv begynder. Andre rollemodeller påvirker også. Når ens lærer tager snus, eller rygning er helt almindelig blandt skuespillerne i film og serier og blandt influencerne på de sociale medier, smitter det. Endelig spiller pris, markedsføring, om det er nemt at købe, selvom man er mindreårig og røg- og tobaksfri miljøer også en rolle for, om unge begynder at ryge eller tage snus.
Indenfor alkohol og rygning er der lavet flere undersøgelser af forældre/rollemodellers holdning og adfærd, men det vil også have betydning for den unges brug af snus. Forældre/rollemodeller der taler med unge om deres snusforbrug, vil have en positiv betydning for at stoppe et forbrug. Også hvis forældrene selv ryger. Derudover vil forældre/rollemodellers tydelige holdning også have betydning for et lavere forbrug. Så tag stilling – tal sammen – og lav aftaler med de unge om deres snus vaner og forbrug.
Unge har brug for at voksne tager ansvar i forhold til snus. De unge påvirkes af en stærk industri, som målrettet går efter unge brugere, og snus er en væsentlig del af deres strategi.
Når vi her i Danmark kan se et stigende udbud af forskellige snusprodukter, er det ikke helt tilfældigt. Tobaksindustrien har taget pejling af, at mulighederne for at ryge begrænses. Derfor har de en strategi, som de kalder for poly-use. Den handler om, at der skal være et nikotinholdigt produkt til enhver lejlighed. Røgprodukter til de steder og situationer, hvor det er muligt at ryge og røgfri produkter til brug indendørs og andre steder, hvor rygning ikke er tilladt.
Strategien er effektiv. Interne undersøgelser i British American Tobacco viser, at 50 pct. af nye brugere af nikotinposer aldrig har brugt nikotinprodukter eller røget før. Robertson L. https://blogs.otago.ac.nz/pubhealthexpert/2020/03/27/regulating-vaping-and-new-nicotine-products-are-tobacco-companies-goals-aligned-with-public-health-objectives/