Fact:
Snus fremmer ikke præstationsevnen i sport. Der er ikke påvist sammenhæng.
Der er en udbredt forståelse af, at nikotin kan få os til at præstere bedre. Det kan være i skolen, til eksaminer eller i sport. De fleste forsøg, der er lavet om sammenhængen mellem nikotin og sportspræstationer, viser ingen positiv sammenhæng. Så NEJ, snus fremmer ikke præstationsevnen i sport.
Det har i mange år været alment kendt, at snus er udbredt i visse højintense sportsgrene på verdensplan. Særligt svenske ishockeyspillere er famøse for at udføre interviews med den lille pakke tobak under overlæben. Men noget tyder på, at snusen også er ved at stadfæste sig i den danske idræt. Ikke kun på det professionelle plan, men også i helt almindelige foreninger rundt omkring i landet.
Mange unge møder snus i idrætsforeningerne. Måske møder de trænere, der bruger snus, måske bliver de opfordret til selv at bruge det. Snus bliver opfattet som et ufarligt og uskyldigt produkt. Det er blevet populært som et middel, der kan fremme præstationerne.
Unge fortæller om, hvordan snusen sælges af håndboldtræneren, ligger og flyder på fodboldbanen eller står frit tilgængeligt til gymnastiktræningen. Og der er historier om, at det bruges som ’opvarmning’ inden kampe.
Snus er ikke et uskyldigt produkt, og det er ikke præstationsfremmende. Mange snus-brugere ender med at supplere snusen med cigaretter, når afhængigheden er etableret.
Der er gennemført flere studier, som undersøger sammenhæng mellem præstation og indtagelse af snus/nikotin. Der kan ikke påvises en positiv sammenhæng.
Et studie blev gennemført med en gruppe unge mænd, som spillede fodbold på amatørplan. De blev delt op i to grupper, hvoraf den ene fik snus og den anden et placeboprodukt. De blev målt i en fitness-test med bl.a.’ håndgrebsstyrke’,’ Yo-Yo test’ og ’Counter Movement Jump’. Studiets resultater viste, at snus øgede oplevelser af mental træthed og reducerede oplevet parathedsniveau. Der var ingen forskel i udførelsen af de fysiske test eller fysisk oplevet træthed. Konklusionen var, at snus ikke er præstationsfremmende – tværtimod.
Kilde: Morente-Sanchez J. ScandJ of Medicine and Science in Sports, 25; 4 August 2015